Ordensregler | Andelsboligforeningen Sønderjyllandsparken

Andelsboligforeningen Sønderjyllandsparken

Ordensregler

Indledning

Et godt klima mellem beboerne i en andelsboligforening, er forudsætningen for dens fortsatte eksistens. Derfor skal vi skal vise hinanden hensyn og udvise omtanke i hverdagen. Dette sæt af ordensregler, og praktiske informationer er blevet udarbejdet med henblik på, at vi alle kan være trygge og tilfredse. Vi skal værne om hinanden og om væres fælles bebyggelse.

Dette ordensreglement erstatter alt hvad der er besluttet på tidligere generalforsamlinger.

Affald

Vi har affaldssortering i skralderummet. Der står skilte på de enkelte containere, så du kan se hvordan affaldet skal fordeles. Vær omhyggelig med sorteringen, da vi eller får ekstraregninger.

Affaldet skal sorteres i:

  • Restaffald – i lukkede poser. Der er 5 containere til dette affald.
  • Pap – kun rent og tørt pap. Der er en container til dette affald. Klap kasser sammen eller stil den ved siden af containeren, så vil en af naboerne klare den for dig.
  • Papir – aviser og blade. Kun tørt papir og ingen mælkekartonner, pizza bakker og andet som har indeholdt madvarer
  • Glas og flasker – tømte og uden låg. Der er en container til dette affald.

Storskrald, herunder haveaffald, bortskaffes selv til kommunens genbrugspladser.

Husk at lukke affaldsposer med restaffald og organisk affald. Vi rengør selv containerne.

Link til Silkeborg Forsynings hjemmeside:

Silkeborg kommunes affaldssortering

Beplantning/have

Beboerne søger selv for vedligeholdelse af den have der hører til boligen. Haven skal være under behørig kultur:

Græsset skal slås jævnligt i vækstperioden. Græsset uden for bøgehækken (ydersiden af Hesteskoen) skal du selv slå. Til dette kan foreningens motorplæneklipper lånes.
Bøgehækken skal holdes fri for ukrudt og græs og klippes mindst en gang årligt

Ved tvister skal hækken på bagsiden af boligerne være 1,6m høj. (Som Hegn)
Der må ikke udskiftes i den “fælles” beplantning, dvs. hæk, beplantning op ad hegn og ud mod vejen.
Der må ikke henstilles/opbevares noget på græsset uden for hækken – græsarealet er også en brandvej.

Haveredskaber står i det aflåste teknikrum til fri afbenyttelse. Pas godt på det, og aflever det tilbage straks efter brug.

Cykler

l rummet ved siden af skralderummet kan man sætte sine cykler. Legevogne, barnevogne, klapvogne, cykelvogne og diverse legetøj skal stå i eget skur. I teknikrummet overfor nr. 65 er det muligt at hænge en cykel op i loftet i forbindelse med reparation eller lapning.

El/vand/varme

Betales a conto over huslejen hver måned.

Varmeværket og vandforsyningen
Tietgensgade 3
8600 Silkeborg
Tlf.: 86 20 89 00

Midtjyllands Elforsyning:
Tietgensgade 2-4
8600 Silkeborg
Tlf.: 87 22 87 22

Flaghejsning

Er der nogen eller noget der skal fejres, kan du hejse flaget. Husk at det skal tages ned igen inden solnedgang. Flag opbevares i teknikrummet.

Fælleshuset

Til vores andelsboligforening hører et fælleshus, der ligger på Christiansfeldvej nr. 53. Hver andelshaver betaler 50 kr. pr måned (over huslejen) til driften af fælleshuset. Man kan bruge fælleshuset gratis til fællesarrangementer for beboerne i Hvinningbakke I, II, A/B Udsigten og A/B Sønderjyllandsparken. Fælleshuset kan lejes til privat brug af alle andelshavere, ligesom fælleshusets to gæsteværelser også kan lejes.

Booking foregår via fælleshusets hjemmeside: www.christiansfeldvej53.dk

Fællesarealet

Vi har et dejligt fællesareal, hvor der er skønt at være og hvor børnene nyder at lege. Boldspil skal foretages på græsset ved flagstangen. Ryd op efter dig og pas på vores ting. Ved brug af fællesgrill rengøres den efter brug, tømmes for kul og slukkes med MASSER af vand.

Fælleshaven

Den fælles have vedligeholdes efter en arbejdsplan der udarbejdes af den siddende bestyrelse. Alle beboere, med undtagelse af dem der af helbredsmæssige grunde ikke er i stand til det, skal udføre de i arbejdsplanen fastlagte opgaver.
Der afholdes derudover tre årlige arbejdsweekender, hvor det forventes at alle andelshavere deltager. Arbejdet kan bestå i rengøring/oprydning, havearbejde på fællesarealet, maling eller andet der er til gavn for hele andelsforeningen.

Grundejerforening

A/B Sønderjyllandsparken er medlem af Grundejerforeningen Hvinningdal Nord. Der betales til dette over huslejen. Grundejerforeningen varetager blandt andet vedligeholdelse af fællesarealerne – fra Fakta til Vestre Højmarksvej. Græsslåning varetages af en maskinstation, men beskæring af beplantningen på marken, arealet langs Christiansfeldvej og flere andre steder står Grundejerforeningen Hvinningdal Nord selv for. Derfor er det af stor vigtighed at man støtter op om de arbejdsdage der arrangeres i løbet af året.

Husdyr

Husdyr er tilladt i det omfang det ikke er til gene for naboerne.

Installationer

Det er den enkelte andelshaver, der har pligt til at vedligeholde boligen. Undtaget herfra er:

  • vedligeholdelse af varmeanlæg
  • fælles forsynings- og afløbsledninger
  • udskiftning af vinduer og udvendige døre

Øvrige retningslinier for vedligehold fremgår af vedtægternes §9.1.

Parkering

Man må ikke parkere foran husene. Dels fordi vi skal holde vejen fri til brand og redning, dagrenovation og snerydning – og dels da der nemt kan opstå farlige situationer med vores mange legende børn.

Husstandens bil nr. 1 skal altid parkeres i carporten.

Campingvogne, trailere m. m. må ikke parkeres i Hesteskoen – dog undtaget ved klargøring, opfyldning eller lignende.

Foreningens egen trailer er parkeret i Hesteskoen.

Snerydning

Fællesvejen rundt i Hesteskoen ryddes for sne og saltes i efter behov. Beboerne skal selv forestå rydning og saltning fra vejen til døren.

Salg

Ved salg af bolig skal reglerne beskrevet i vedtægterne §13 følges.
Bestyrelsen skal orienteres i god tid inden man har til hensigt at sætte boligen til salg.

Teknikrum

Du finder teknikrummet overfor nr. 65. Ved indflytning har du fået udleveret nøgle til rummet. Her forfindes haveredskaber, græsslåmaskine, maling, trillebør, ophængskroge til cykelreparation, højttryksrenser, stiger m. m.

Trafik

Kør meget forsigtigt i Hesteskoen. Der er mange børn der færdes her. Gæster bedes også respektere dette.

Trailer

Foreningen ejer en trailer, som kan bruges af alle andelshavere. Før brug skal traileren reserveres på hjemmesiden.

Mål udv. L 220 B 132 H 39 cm
Mål indv. L 217 B 125 H 38 cm
Totalvægt 750 kg
Last 600 kg

Vedtægter

Har du spørgsmål til driften af A/B Sønderjyllandsparken bør du søge svar i vedtægterne, som du kan finde her på hjemmesiden.